Archive for august 2nd, 2006

SÅ KOM HAN!

aug 02, 2006 in Ditlev

Ditlev. Det lille vidunder. Orh, hvor er han lækker!

Ditlev

Vi har det rigtig godt. Amningen går allerede fint, og han sover meget. Så det må siges at være en nem omgang indtil videre. Selvom der skal skiftes en del bleer, og ordnes en del ting før vi fx kan gå ud af døren. Og ud af døren har vi faktisk været allerede idag! Første tur med barnevognen (og Ditlev) gik til posthuset – og han klarede fliser, brosten og asfalt uden problemer.

Da vi kom hjem, kom det ene sæt af de nybagte bedsteforældre forbi (Bs forældre) og Eva – og Ditlev var naturligvis universets navle. “Se nu kigger han”, “Orh, hvor er han sød” og “Hvor har han dog lange ben” er kommentarer som faldt et par gange. Han er sgu også dejlig.

Jeg har besluttet mig for at sætte ham ind i IT-verdenens mysterier meget tidligt, som I kan se her.

Ditlev der ser en computer for første gang
Her sidder jeg sammen med Ditlev og Eva. Og Ditlev fik (med lidt hjælp) ramt d-knappen på tastaturet. Om han vil checke vejrudsigten på dmi.dk, tv-programmet på dr.dk eller om han bare ville skrive Ditlev ved jeg ikke – men jeg er meget stolt. Ligesom jeg er over hans ivrige forsøg på at holde hovedet oppe. Igår prøvede han, men blev meget hurtigt træt og hovedet faldt ned på brystet efter blot et sekund eller to. Men idag kunne han holde det i over 5 sekunder!! Det er allerede store fremskridt.