Her går det godt

lørdag, januar 27th, 2007 @ 10:30 | Ting og sager

Her er rigtig dejligt – og stedet vi bor på er super fint. Vi har vores helt egen hytte, som er rigelig stor til os 3 og med et dejligt bad så vi kan absolut ikke klage. Der er meget der er nyt for Ditlev, ikke mindst gekkoerne der larmer om natten – men han tager den i stiv arm. Og så har han fået en ny måde at være utilfreds på, som betyder at han er tørstig!! Nogle ganger drikker han direkte fra flasken, og nogen gange tager vi lidt op i et sugerør og giver ham.

Her er masser af sol og dejlig varmt – og vandet er fuldstændig azur-blåt og helt perfekt. Maden er også god, der er mange restauranter og vi besøger en ny hver aften. Der er naturligvis thai-mad alle steder, men hvis man ikke lige tør springe ud i en stærk chili/karry-kylling hver aften, kan man også snuppe en hawaii-burger (som jeg også fik på Filippinerne – den er med ananas for dulan, den er god!).

Birgitte lapper solen i sig, og er blevet bedre til strandtennis end jeg turde håbe på. Hun kan jo ikke have briller på i vandet, men jeg synes nu hun klarer det meget godt. Selv er jeg også en stor vandhund, men det bliver lidt svært når Chris tager afsted imorgen, for tøserne er ikke så gode til at kaste med freebees. Det var ikke helt meningen at Chris skulle afsted allerede nu, men visumregler og Chris’ egne ønsker for sin videre færden har gjort at han bliver nødt til at tage afsted imorgen. Så i aften får vi nok en kæp i øret (så tænk på os når I ser TV-avis kl. 18 eller 19 🙂 ).

Ditlev har været i vandet et par gange, og han er blevet helt pjattet med det. Han plasker med hænderne og synes det er sjovt. Så han kommer ikke bagud i forhold til de andre babyer til baby-svømning – det er jo også vigtigt.

Og så var vi oppe at se Eva der var til Thai-boksning – det var sjov. Faktisk synes Birgitte at det så så spændende ud at hun også vil prøve – så det skal hun idag kl. 19 (DK-tid kl. 13).

Jeg ville have lagt nogle billeder op, men tekniske vanskeligheder har gjort at jeg må vente lidt med det.

Nåh, men vi tales ved senere.

Over and out.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.