Archive for september, 2007

Nedtællingen: De første skridt

sep 26, 2007 in Ditlev

Ditlev rejser sig op af alting – og nogle gange af ingenting! Han er glad for at stå og gå – sidstnævnte dog altid med støtte. Enten fra væg, sofa eller en hånd. Vi er også begyndt at gå mere med ham og stimulere hans små stænger lidt på den måde – så han finder ud af at han godt kan gå. Hver dag bliver vi efterhånden også bekræftet i at dagen snart kommer. Måske venter han på at moster kommer hjem? Hans forsigtig-Per syndrom slår lidt igennem, men på den anden side så virker hans bevægelser meget præcise og målrettede i hans andre gøremål. Han er også lidt doven, ligesom sin far, så måske det også spiller en rolle. Til gengæld er hans verbale kommunikation taget til – hvilket vi synes er rigtig hyggeligt og vi svarer på alt hvad han “spørger om”.

Vi er begyndt at kalde den lille ny for Walter. Ganske uforagtet at vi må sende en lille hilsen til Jarl Friis og Ole Steph hvis han finder sammen med naboens datter. Birgitte mener at Walter har sparket lidt i venstre side idag. Hendes mave har også foretaget en kvantespring de sidste par uger – hvilket naturligvis skal forstås på en god måde. 🙂

Nyt i graviditetsføljetonen

sep 24, 2007 in Ting og sager

Nå! Så kom der efter 14 dage endelig svar på moderkageprøven i går søndag. “Vores” læge Finn fra Hvidovre Hospital ringede til mig sidst på eftermiddagen. Han ville gerne have hvis vi kunne komme til en samtale på hospitalet mandag ( i dag) da der var fundet tegn på en kønskromosomfejl i moderkagevævet. I de fleste tilfælde (ca. 80 %) sidder kromosomfejlen af en eller anden grund kun i moderkagen og ikke i selve barnet, men dette kan man afgøre ved at lave en fostervandsprøve. Her får man kun celler fra barnet og ikke både fra barnet og mig som i moderkageprøven. Så vi har været på hospitalet igen i dag. Både for at få lidt mere af vide om kromosomfejlen og for at få lavet fostervandsprøven. Det gik fint alt sammen. Det gjorde ikke nær så ondt denne gang, så det var rart. Og så fik vi den lille at se igen – det er jo altid dejligt.

Der er altså ikke Down’s Syndrom i den lille – og vi venter os igen en lille dreng :o) Så Ditlev får en lillebror – hi hi, så bliver der gang i den med togbaner, fodbold og biler.

Tilbage er nu at vente de 2-3 uger det tager inden vi får testresultatet. Men vi er allerede meget lettede. Med det kendskab vi nu har fået til denne kromosomfejl – også kaldet Klinefelter’s – er det noget man nemt kan leve med. Nogle mænd opdager aldrig at de har den. Værst er nok at de fleste drenge vil være sterile, men det er endda ikke engang sikkert. Resten af symptomerne kan også findes hos helt almindelige drenge i større eller mindre grad.

Men men men, lad os nu se om den lille ikke bare er en drillepind og måske slet ikke fejler noget som helst.

Tænksom weekend

sep 09, 2007 in Ting og sager

Vi var til den første scanning i går – nakkefoldsscanningen. Til sådan en scanning får man en risikovurdering for hvor stor risikoen for at barnet har Downs syndrom. Desværre er det tal ikke altid ligetil at forholde sig til. De fleste af vores venner og bekendte som har været gravide har haft en vurdering det lød på omkring 1:10000 – det betyder at riskoen er 0,01% for at barnet har Downs syndrom, hvilket er et ret godt tal. Med Ditlev var “vores tal” cirka 1:700 – altså et noget dårligere tal, men alligevel over Sundhedsstyrelsens grænse på 1:300 (nogle steder står der 1:250, men det er i det nabolag). Dvs. at vi ikke skulle bekymre os. Jeg synes nu at tallet var relativ ringe, altså 1:700 er jo noget tættere på 1:300 end fx 1:10000 er. Men den slags tankespind kommer man ikke langt med, så efter nogle dage havde jeg slået det ud af hovedet og tænkte kun sjældent over det.

Tallet med den nye lille fis er 1:162 – altså under Sundhedsstyrelsens grænse og en del ringere end 1:700 som vi fik sidst. Det har startet en masse tanker og bekymringer hos os begge. Men hvis man tænker over det, og man stiller 162 gravide op ved siden af hinanden så er der kun 1 hvor barnet har Downs syndrom – det er da alligevel ikke SÅ slemt. Men igen, så ville det immervæk være bedre at der stod 10000. Nåh, men anyways, når man ligger under deres grænse bliver man tilbudt enten en moderkageprøve eller fostervandsprøve, altefter hvor langt man er henne. Birgitte er ikke så langt henne, så vi er blevet tilbudt en moderkageprøve – og med sådan en test kan man med 100% sikkerhed sige om barnet har Downs syndrom eller ej. Og bagefter tester de for en række andre kromosomfejl, som dog er mere sjældne (Downs syndrom udgør 85% af alle kromosomfejl). Man får svar på om barnet har Downs syndrom efter en uge, og resten af resultaterne efter 3 uger. Problemet med prøven er at der er mellem 0,5-1,0% risiko for at selve prøvetagningen vil forårsagde en abort – uanset om barnet har Downs eller ej.

Så vi tænker. Prøver at forholde os til tallet 1:162 – er det godt, er det skidt? Vil vi være bekymrede resten af graviditeten? Tør vi tage chancen og få taget prøven? Ville vi have overskud til at få et barn med Downs?

Svaret på det sidste spørgsmål kender jeg ikke. Umiddelbart vil jeg sige det jeg plejer at sige, nemlig at hvis man skal, så kan man. Men jeg ved det ikke, for jeg har ikke prøvet det. Jeg tænker på mit og Birgittes forhold, og så lille Ditlis. Vil han blive forsømt?

Og så er jeg sur. Jeg er sur over at få smidt sådan et lortetal i hovedet. 1:162. Hvad betyder det? 50/50 eller 20% risiko – det kan jeg forholde mig til. 1:162 – det er da ikke meget værre end 1:700 synes jeg.

Vi har allerede fået en tid mandag, til indlende lægesamtale og efterfølgende prøvetagning. Vi kan springe fra prøvetagningen hvis vi har lyst. Men som det ser ud nu, er vi begge ret indstillet på at vi gerne være sikre – og altså dermed få foretaget en modekageprøve. Og så efterfølgende tage stilling til hvad vi vil gøre – hvis der viser sig at være et kromosom for meget.

UPDATE 14/9: Tekniske problemer på Righshopitalet har forsinket vores prøve – så vi skal vente en uge mere. Juhuu. Lige det vi har lyst til.