Archive for september 24th, 2007

Nyt i graviditetsføljetonen

sep 24, 2007 in Ting og sager

Nå! Så kom der efter 14 dage endelig svar på moderkageprøven i går søndag. “Vores” læge Finn fra Hvidovre Hospital ringede til mig sidst på eftermiddagen. Han ville gerne have hvis vi kunne komme til en samtale på hospitalet mandag ( i dag) da der var fundet tegn på en kønskromosomfejl i moderkagevævet. I de fleste tilfælde (ca. 80 %) sidder kromosomfejlen af en eller anden grund kun i moderkagen og ikke i selve barnet, men dette kan man afgøre ved at lave en fostervandsprøve. Her får man kun celler fra barnet og ikke både fra barnet og mig som i moderkageprøven. Så vi har været på hospitalet igen i dag. Både for at få lidt mere af vide om kromosomfejlen og for at få lavet fostervandsprøven. Det gik fint alt sammen. Det gjorde ikke nær så ondt denne gang, så det var rart. Og så fik vi den lille at se igen – det er jo altid dejligt.

Der er altså ikke Down’s Syndrom i den lille – og vi venter os igen en lille dreng :o) Så Ditlev får en lillebror – hi hi, så bliver der gang i den med togbaner, fodbold og biler.

Tilbage er nu at vente de 2-3 uger det tager inden vi får testresultatet. Men vi er allerede meget lettede. Med det kendskab vi nu har fået til denne kromosomfejl – også kaldet Klinefelter’s – er det noget man nemt kan leve med. Nogle mænd opdager aldrig at de har den. Værst er nok at de fleste drenge vil være sterile, men det er endda ikke engang sikkert. Resten af symptomerne kan også findes hos helt almindelige drenge i større eller mindre grad.

Men men men, lad os nu se om den lille ikke bare er en drillepind og måske slet ikke fejler noget som helst.