Archive for juli 28th, 2008

Omvæltning

jul 28, 2008 in Ting og sager

Puha. Sikke et cirkus vi har været igennem. Vi troede vi kunne gå ud og finde vores drømmehus da vi nu endlig havde fået solgt lejligheden og var blevet godkendt til huskøb tilbage i april. Med et gyldigt køberbevis i hånden troede vi at sagen var bøf da vi skulle skrive under på huset – men banken trak stikket ud og krævede pludselig at vi selv skulle finansiere 20% af prisen på huset, tiltrods for at vi var godkendt til et noget højere beløv end det som huset kostede. Det kunne vi ikke og så måtte vi sige farvel til huset – og huse i almindelighed. I hvert fald indtil vi havde fået afklaring på sagen om lejligheden på Sluseholmen. Grrr..

Så nu har vi fundet en lejelejlighed i Spinderiet i Valby som vi faktisk ser meget frem til at flytte ind i. Først og fremmest pga. de ekstra kvadratmeter og de ekstra værelser, men vi kommer også til at bo ret centralt og så bliver det sjovt at prøve at bo sådan et sted. Der er også en stor terasse som vi kommer til at bruge en del tror jeg 🙂

Bertil er blevet mere opmærksom (læs: krævende) og følger med i alt hvad der foregår omkring ham. Han genkender flere og flere personer og reagerer meget på spas og ballade (som hans far gerne står for). Ditlev er stadig en meget kærlig og hengiven storebror der nusser, kysser og kommer med sut til ham. Vi har ansøgt om plads i Valby til ham, og når Ditlev flytter i børnehave kort før sommerferien næste år skulle de gerne komme til at gå samme sted – men vi lader Ditlev blive i sin nuværende vuggestue så han ikke bliver flyttet unødigt. Og nu vi er ved Ditlev så har hans ordforråd godtnok taget et tigerspring her i vores sommerferie. Han har pludret i nogle uger, men flere og flere ord (en del af dem er nogle han selv digter, men vi forstår dem jo godt) kommer igen og igen. Vi var helt flade af grin igår da vi spurgte om han ville have mere kylling, “mere gukki” sagde han så. Og nu betyder gukki så kylling.