Sidste brik i puslespillet på plads

torsdag, juli 16th, 2009 @ 22:48 | Ting og sager

Så kom det længe ventede brev endelig i dag! Bertil har fået plads i en vuggestue i Vipperød. Nærmere bestemt i samme institution som Ditlevs børnehave. Det bliver helt nyt for os kun at skulle aflevere børnene et sted og vi kommer til at spare rigtig meget transporttid hver eneste dag. Jublen var derfor kæmpestor!!! Børnene må være født under en heldig stjerne for vi har egentlig været ret heldige med institutionspladser til dem, og nu skal vi så ikke tænke mere på den slags i mange mange år.

Tilbage er der nu kun at få pakket alle vores sager sammen, putte det i lastbilen og køre mod Arnakke. Vi har nok sagt det før, men vi glæder os ubeskriveligt meget. Vi har det omvendt også ret mærkeligt med at skulle flytte ind i et hus vi kun har set en enkelt gang i en god times tid. Men vi stoler selvfølgelig på vores dømmekraft og ser frem til at gøre det til vores eget.

Ditlev er blevet rigtig skrap til at gå på toilettet. Jeg har haft trænet med ham i perioder, uden held. Han ville gerne op at sidde men så skete der ikke rigtig mere. Så kom han på besøg hos farmor og farfar og under skarp overvågning fangede farmor ham i det helt rette øjeblik i brusenichen i sommerhuset. Hurtigt af med bleen og  resultatet lå kort tid efter flot og svømmede rundt dernede. Jeg er sikker på at der blev jublet som aldrig før over denne “ubåd” og der vankede derefter en lille belønning i form af en lakrids ;o) Siden har vi haft held til at sætte ham på toilettet med godt resultat, og morskaben er stor over hans reaktion når “noget” rammer vandet. “Hov” sagde han forleden da det første “plop” lød. Dernæst “Mor…..?”, “Ja”, “…nu kommer der mange”. Altså en meget detaljeret oplevelse kan i nok se. Og der vanker stadig en lille lakrids når han er færdig. Mon ikke han vænner sig til den nye situation inden läkerol æsken er tom???

Bertil er bare en lille ballademager og hidsigprop. Dagligt er der ting som ikke fungerer for ham hvorefter han skriger op, og kaster sig omkring. Han kan fx. blive rigtig vred når han skal have ny ble på, så vejen ud til badeværelset kan blive noget af en forhindringsbane når man skal undgå at hans hoved ramler ind i en dørkarm. Han ynder nemlig at kaste sig bagover i en heftig flitsbue og så skal man sørme være hurtig for at undgå vægge og karme. Udover diverse raserianfald er hans humør ellers uovertruffent. Han elsker at løbe rundt i lejligheden og sparke til en bold, eller bare til ting som ligger på gulvet. Der er helt sikkert en lille fodboldspiller gemt i ham. Han er, ligesom Ditlev, også rigtig glad for musik. Vi hører en masse god musik og danser rundt i hele hytten. Sproget lader dog vente lidt på sig. Han siger en masse lyde og har også nogle ord, men det bliver mest til hov og hej. Der skulle gerne snart ske lidt mere på den front ;o)

Vi glæder os til at se den nærmeste familie til Ditlevs fødselsdag d. 30. juli til boller i karry på terrassen.

One Response to “Sidste brik i puslespillet på plads”

  1. Anders Trolle Says:

    Smukke og smukke, vi glæder os voldsomt meget til at komme og se jeres fine, nye hus – og nyde jeres selskab. Mona har ikke lavet ‘ubåde’ endnu, men vi kæmper stadig 🙂

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.