Archive for september, 2009

Hus

sep 20, 2009 in Bolig

Vi har haft så travlt med at nyde livet i Arnakke at vi ikke har haft tid til at opdatere hjemmesiden eller tage billeder. Det sidste er nok det værste, men heldigvis er der sponsorer rundt omkring der sender os billeder, og som kan hjælpe os med at dokumentere begivenhederne.

Min 30 års fødselsdag var jo husets ilddåb. Som den bestod med glans. Masser af liv og festivitas i haven som sluttede sent på natten. Billeder er lagt på i arkivet.

Efterfølgende har vi aset og maset for at gøre rent, ordne, sætte på plads. Men det kribler også i fingrene for at ordne noget i haven. Her har Birgitte fx fået has på 5 meter højt ukrudt!

IMG_8304

Japansk pileurt hedder den. Det ene hjørne af haven var ret medtaget af den, men vi har ryddet den fuldstændig nu (og må finde en måde at lappe hækken på). Der er også en masse andre haveprojekter som vi har brugt krudt på – men heldigvis har vi små hjælpere der gerne hjælper til.

IMG_7569

De har udstyret i orden, må man sige. (Faktisk er Ditlevs skovl perfekt til at fjerne mosegrise aflejringer).

I øjeblikket er vi igang indenfor med kontoret og spisestuen. Begge steder har vi revet tapet af og jeg har personlig stået for fuldspartlingen (med lidt hjælp fra Maler-Pede) – det kan jo være farligt at sige sådan noget inden man kan se slutresultatet, men jeg synes sgu det ser godt ud. Der er nogle sætningsrevner som var skjult af tapetet, og de kræver en murersvend i et par dage for at få fikset. Det havde vi også lidt regnet med – men vi er ængstelige for at kunne komme videre. Så vi håber på regn i næste uge – for så kommer mureren nemlig og laver det (hans andet projekt er en facaderenovering som han kun kan arbejde på i tørvejr) – og så kan vi komme igang med at sætte filt op.

Mens vi venter på ham har vi plukket en masse brombær fra haven, puttet ned i en krukke med vodka og sukker – og så skulle det blive klar til jul. Det så sådan her ud:

IMG_2460

Det har nu stået et par uger hvor det er blevet vendt regelmæssigt – og nu er det faktisk blevet hældt på flaske. Det har i hvert fald en julefarve – så håber vi bare det også smager godt.

Vi har simpelthen så meget energi til alle de projekter – og det gør ikke noget der står et nyt projekt og venter såsnart vi er færdig med et. Bare der fortsat kan komme nogen en gang i mellem og holde øje med at børnene ikke laver for meget ballade.

Og apropos børnene, så er de faldet supergodt til i huset. I weekenden er de nærmest uden for hele tiden, men huset er de også glade for. De elsker pladsen, løber rundt og leger gemmelege. Kort efter vi flyttede ind var det (åbenbart) høsttid, og der drønede traktorer rundt på vejene og på markene. Og se lige de her to pletskud:

IMG_7523 IMG_7546

Kunne man forestille sig noget bedre end når der kommer en stor grøn traktor forbi på vejen?!

Til sidst vil jeg blot vise et par billeder af vores fantastiske udsigt fra soveværelset. Se her et par eksempler fra de sidste morgener:

IMG_2783 IMG_2790