Archive for the 'Bolig' Category

Ude og hjemmearbejde

dec 09, 2009 in Bolig

Haven fik et velfortjent nøk i sensommeren – ikke mindst pileurten fik en tur. Og til min store fornøjelse begyndte tjørnehækken i hjørnet af haven at spire igen.  Men den seneste tid har vi taget arbejdshandskerne på indenfor. Både med indkøb af diverse møbler – for vi er jo gået lidt op i antallet af kvadratmeter – men især med istandsættelsen af huset. Huset fik en overhaling for 22 år siden, men siden er der ikke sket voldsomt meget (udover over taget og karnappen naturligvis). Vi frygtede hvad tapetet mon kunne gemme af ting og sager i de gamle gamle vægge – men er vi altså blevet lidt overraskede over mængden og omfanget af skaderne alligevel. Den lokale murer, som vi har lært godt at kende, synes ikke det er så voldsomt – for som han siger, så kan der jo arbejdes med murværk.. Jeg tror nu en tømrer vil påstå at et træhus også er til at arbejde med. Men uanset hvad så er hverken Birgitte eller jeg til halve løsninger – så ALT vi finder på vejen bliver fixet 100%. Det har betydet at rummene bliver færdige i et noget langsommere tempo end vi havde håbet. Senest tog vi en beslutning i midten november der lød på at hvis vi gik igang med “fjersynsstuen” der, så ville vi være færdige inden jul. Men vi blev klogere.

Først vil jeg dog gerne dele et par billeder af kontoret, som indtil nu faktisk har været slemmest.

Kontorvæg

Kontorvæg

Kontorvindue

Kontorvindue

Tapeten hang i laser, og det lykkedes mig faktisk at tage en hel bane af – uden brug af hjælpemidler! Og selvom man måske kan ane en lille revne i begge sider af vinduet – havde ingen vel forudset at hele vinduet stort set skulle mures om?!

Kontorvindue - part 2

Kontorvindue - part 2

Kontorvindue - part 3 (her fandt vi gamle aviser og legetøjssoldater!)

Kontorvindue - part 3 (her fandt vi gamle aviser og legetøjssoldater!)

Puha – det skal jo laves, men hov.. hvad søren er det.. Døren har godtnok sat sig indtil kontoret også.. og nej! Hvad er nu det! Der er en fugtig plamage på væggen! Det kan ikke være godt.

Fugt i væggen

Fugt i væggen

Nåh, men heldigvis fik vi på dette tidspunkt godkendet alle indvendige skader af forsikringsselskabet – ejerskifteforsikringen har dog lige en selvrisiko på 30.000,- man selv skal dække først. Nåh, men som før nævnt ville vi ikke vælge halve løsninger – og alt blev gennemgået og ordnet efter fagmændenes forskrifter. Så mureren konstaterede at fugten kom udefra – og ydervæggen mente han ikke var i god stand. Og se bare her hvorden lidt løst puds og malingsafskalling har udviklet sig på vores endegavl!

Endegavlsfacade

Endegavlsfacade før murerbesæg

Endegavlsfacade under murerbesøg

Endegavlsfacade under murerbesøg

(Til de kvindelige læsere skal jeg straks orientere om at roserne mestendels var uskadte efter murerens besøg.)  Og nu er der tørt på indervæggene!

Jeg har nok forhastet mig lidt med at komme med billedmateriale af vores sydlige endegavl allerede nu, for jeg kan ikke komme med et “efter”-billede endnu. Han arbejder nemlig stadig på væggen, for vi har lige fået skiftet vinduet (som var rådskadet) – og nu har vi hyret ham (af egen lomme) til at isætte en skifer-plade under vinduet. Ganske fikst. Men hvis I vil se resultatet skal I være mere end velkomne til at komme forbi.

Nåh, men alt det her snak om istandsættelse er jo fordi vi skal have tiden til at gå mens mureren gør sig færdig i vores fjernsynsstue, som jeg startede med at nævne. Og guddødemig om ikke vi også skal vente på at mørtlen tørrer bagefter. Hvis det skal tørre i 2 uger – som vi tror det skal – så har jeg præcist 3 dage til at spartle, spartle, slibe, grunde, klæbe, sætte væv op og grunde igen – og så kan det godt være at vi måske bruge lidt hjælp til også at få malet, hvis vi skal nå det hele inden jul 😉

Fjernsynsstue - december 09

Fjernsynsstue - december 09

Fjernsynsstuevindue og hjørne - december 09

Fjernsynsstuevindue og hjørne - december 09

Men vi er SÅ glade for at bo her – og vi føler vi lærer huset bedre at kende, og føler os meget mere hjemme her fordi vi får fingrene i så mange udfordringer. Og at se spisestuen og kontoret idag, er en sand fryd for vores øjne – så vi glæder os bare til at resten også bliver lige så pænt. Til slut kan I få en fin solopgang at kigge på.

Ny solopgang - de bliver ved!

Ny solopgang - de bliver ved med at komme!

Hus

sep 20, 2009 in Bolig

Vi har haft så travlt med at nyde livet i Arnakke at vi ikke har haft tid til at opdatere hjemmesiden eller tage billeder. Det sidste er nok det værste, men heldigvis er der sponsorer rundt omkring der sender os billeder, og som kan hjælpe os med at dokumentere begivenhederne.

Min 30 års fødselsdag var jo husets ilddåb. Som den bestod med glans. Masser af liv og festivitas i haven som sluttede sent på natten. Billeder er lagt på i arkivet.

Efterfølgende har vi aset og maset for at gøre rent, ordne, sætte på plads. Men det kribler også i fingrene for at ordne noget i haven. Her har Birgitte fx fået has på 5 meter højt ukrudt!

IMG_8304

Japansk pileurt hedder den. Det ene hjørne af haven var ret medtaget af den, men vi har ryddet den fuldstændig nu (og må finde en måde at lappe hækken på). Der er også en masse andre haveprojekter som vi har brugt krudt på – men heldigvis har vi små hjælpere der gerne hjælper til.

IMG_7569

De har udstyret i orden, må man sige. (Faktisk er Ditlevs skovl perfekt til at fjerne mosegrise aflejringer).

I øjeblikket er vi igang indenfor med kontoret og spisestuen. Begge steder har vi revet tapet af og jeg har personlig stået for fuldspartlingen (med lidt hjælp fra Maler-Pede) – det kan jo være farligt at sige sådan noget inden man kan se slutresultatet, men jeg synes sgu det ser godt ud. Der er nogle sætningsrevner som var skjult af tapetet, og de kræver en murersvend i et par dage for at få fikset. Det havde vi også lidt regnet med – men vi er ængstelige for at kunne komme videre. Så vi håber på regn i næste uge – for så kommer mureren nemlig og laver det (hans andet projekt er en facaderenovering som han kun kan arbejde på i tørvejr) – og så kan vi komme igang med at sætte filt op.

Mens vi venter på ham har vi plukket en masse brombær fra haven, puttet ned i en krukke med vodka og sukker – og så skulle det blive klar til jul. Det så sådan her ud:

IMG_2460

Det har nu stået et par uger hvor det er blevet vendt regelmæssigt – og nu er det faktisk blevet hældt på flaske. Det har i hvert fald en julefarve – så håber vi bare det også smager godt.

Vi har simpelthen så meget energi til alle de projekter – og det gør ikke noget der står et nyt projekt og venter såsnart vi er færdig med et. Bare der fortsat kan komme nogen en gang i mellem og holde øje med at børnene ikke laver for meget ballade.

Og apropos børnene, så er de faldet supergodt til i huset. I weekenden er de nærmest uden for hele tiden, men huset er de også glade for. De elsker pladsen, løber rundt og leger gemmelege. Kort efter vi flyttede ind var det (åbenbart) høsttid, og der drønede traktorer rundt på vejene og på markene. Og se lige de her to pletskud:

IMG_7523 IMG_7546

Kunne man forestille sig noget bedre end når der kommer en stor grøn traktor forbi på vejen?!

Til sidst vil jeg blot vise et par billeder af vores fantastiske udsigt fra soveværelset. Se her et par eksempler fra de sidste morgener:

IMG_2783 IMG_2790

Husejere og små mænd

jun 29, 2009 in Bertil, Bolig, Ditlev

Huset er vores – og uret tikker (meget langsomt) indtil 5. august kl.12 hvor vi overtager det. Vi har kun befundet os i huset i 5 kvarter, men mentalt har vi gennemgået rummene og mulighederne utallige gange. Hvad skal stå hvor, hvilke nye møbler skal vi bruge – men hvad med den kæmpe store have? Vi er ved at indse vi nok først for endelig styr på boligen efter vi er flyttet ind – men det er måske meget naturligt. Vi er ved at have styr på en del af de praktiske detaljer som internetforbindelse (naturligvis), telefon, flyttemænd – men så er der jo lige min 30 års fødselsdag et par dage efter som også skal arrangeres.

Birgitte er begyndt at pakke idag. Det synes jeg jo er ret fjollet eftersom vi har kunne klare det på 5 timer dengang vi havde vandskade på Sluseholmen – så halvanden måned i forvejen er i lidt for god tid synes jeg. Men så kan jeg sidde her og skrive et lille indlæg.

Ditlev siger rigtige sætninger nu. “Jeg skal vise dig noget, far” og “Jeg vil gerne have en grøn is”. Det er fantastisk. Han er en lille mand. Det har han også lige bevist oppe i Nykøbing hvor morfar havde lejet en lille gravko, da der skulle graves ud til et nyt vandrør – han var helt vild med den. Maskiner er det bedste han ved. Da jeg hentede man i vuggestuen idag spurgte jeg pædagogen om hun havde hørt hvad han havde lavet i weekenden, og hun svarede at han havde underholdt alt og alle med det hele dagen. Så det var de HELT klar over 🙂

Bertil kan man vist også godt sige kan sine første ord nu. “Hva’ det?” og “Hej” siger han tit. Men vi mangler jo stadig ord som mælk, vand, mad og …. far! Men det kommer nok snart – til gengæld er en langt fremme i skoen med sin motorik; han kan kravle op og ned alle steder – og det er vitterlig alle steder! Hvis vi ikke pillede ham ned kunne han finde en måde at komme op på køkkenbordet eller op til fjernsynet. Han har lige haft tredages feber, hvor den en af dagene var helt oppe på 40,7 – men nu er han sig selv igen. Fuld fart på benene og fødeindtagelsen igen.

Back på Bryggen – og Ditlevs 1 års fødselsdag!

jul 23, 2007 in Bolig, Ditlev, Ting og sager

Det er godt at være tilbage på Bryggen. Birgitte siger det er ligesom at være på ferie – når vi er her. Selvom udsigten var god på Sluseholmen, er det altså også godt at have noget at kigge på end “bare” vand. 🙂

Og vi er blevet taget meget godt imod vores gamle naboer – selvom vi havde været dem utro i et halvt års tid.

Ditlev fik holdt sin 1-års fødselsdag igår – tildels i regnvejr. Men heldigvis havde vi fået et telt slået op i haven – så det gik lige. Billeder fra festivitassen er lagt ind i galleriet – og til dem af jer der spørger, ja, det var de bedste billeder jeg kunne finde af jer 😉