Archive for the 'Ting og sager' Category

Ditlev havde børnehaven forbi

aug 03, 2010 in Ting og sager

Han blev jo 4 år i fredags og det blev fejret både i fredags og lørdags.. og så idag hvor børnehaven var forbi. Det var første gang vi skulle have så mange børn hjem – så vi var lidt spændte på hvordan det vil gå. Men Birgitte havde  både lavet kage, snobrød og alt muligt lækkert til børnene. Kig selv under “Fester og anledninger” hvor der er lagt lidt billeder op fra idag. Alle børnene var så glade for bakken nedenfor huset som de styrtede nedad i diverse køretøjer.

Og så var der selvfølgelig Buzz Lightyear (Toy Story) tema på alting – selv kagen!

Ditlev hyggede sig rigtig meget, selvom han var lidt betænksom en gang i mellem, når de allesammen gik i krig med HANS legetøj 🙂

Sne!

dec 17, 2009 in Ting og sager

Orh, se lige engang!

Solbakken med sne på

Solbakken med sne på

Sne i Arnakke

Sne i Arnakke

Sne i Arnakke

Sne i Arnakke

Sne i Arnakke

Sne i Arnakke

Ditlev 3 år

jul 30, 2009 in Ting og sager

Kære Ditlev,

Du er en stor dreng nu. Du har forandret dig meget det sidste år. Du er blevet meget modig og har fået din egen mening om (lidt for) mange ting. Nogle gange er du lidt for modig (som billederne af dig på din 3 års fødselsdag bevidner) – men for det meste har du styr på det.

Du mestrer sproget mere og mere – men der er et par vendinger der stadig driller. Lige i øjeblikket synes vi allesammen det er fantastisk når du prøver at udtale navnet på Martins bil… Alfaaaaa Memeower. Og så samler du sprogbidder op hist og pist og overrasker os med dem indimellem. Du stod blandt andet i en butik og overhørte ekspedienten spørge en anden kunde om hun ønskede en post til at få styr på sine varer.. Så kiggede du op på mor og sagde “Mor, jeg vil os’ ha’ styr på det”.

Du har fået en cykel af mine forældre idag, som bliver næste udfordring for dig. Hvornår du tager den helt i brug ved jeg ikke – men jeg tror du lige skal se den lidt an, ligesom traktoren som du nu er RET glad for og kan cykle rundt på i timevis. Ellers er jeg også sikker på at de moon cars de har i den nye børnehave bliver lige noget for dig.

Idag har vi haft hele familien på besøg – og det var rigtig hyggeligt. Du bliver så glad når folk kommer på besøg og især når de synger fødselsdagssang for dig. Farfar mente du skulle have instrument-fødselsdagssangen og du checker hver gang vi skifter instrument om alle nu også synger med og gør de rigtige fagter – hvilket vi selvfølgelig gør! Stort smil får vi til gengæld.

Du har sidste dag i vuggestuen imorgen og så flytter vi til Arnakke. Har kan du og din bror rigtig udfolde jer – og din mor og jeg glæder os meget til at flytte dertil. Og inden vi flytter er du (forhåbentlig) blevet fætter til lille Gorm som Moster Sia og Martin snart sætter i verden.

Kærlig hilsen

Far

P.S. Billeder fra din fødselsdag er lagt op i “Billeder” under “Fester og anledninger”.

Sidste brik i puslespillet på plads

jul 16, 2009 in Ting og sager

Så kom det længe ventede brev endelig i dag! Bertil har fået plads i en vuggestue i Vipperød. Nærmere bestemt i samme institution som Ditlevs børnehave. Det bliver helt nyt for os kun at skulle aflevere børnene et sted og vi kommer til at spare rigtig meget transporttid hver eneste dag. Jublen var derfor kæmpestor!!! Børnene må være født under en heldig stjerne for vi har egentlig været ret heldige med institutionspladser til dem, og nu skal vi så ikke tænke mere på den slags i mange mange år.

Tilbage er der nu kun at få pakket alle vores sager sammen, putte det i lastbilen og køre mod Arnakke. Vi har nok sagt det før, men vi glæder os ubeskriveligt meget. Vi har det omvendt også ret mærkeligt med at skulle flytte ind i et hus vi kun har set en enkelt gang i en god times tid. Men vi stoler selvfølgelig på vores dømmekraft og ser frem til at gøre det til vores eget.

Ditlev er blevet rigtig skrap til at gå på toilettet. Jeg har haft trænet med ham i perioder, uden held. Han ville gerne op at sidde men så skete der ikke rigtig mere. Så kom han på besøg hos farmor og farfar og under skarp overvågning fangede farmor ham i det helt rette øjeblik i brusenichen i sommerhuset. Hurtigt af med bleen og  resultatet lå kort tid efter flot og svømmede rundt dernede. Jeg er sikker på at der blev jublet som aldrig før over denne “ubåd” og der vankede derefter en lille belønning i form af en lakrids ;o) Siden har vi haft held til at sætte ham på toilettet med godt resultat, og morskaben er stor over hans reaktion når “noget” rammer vandet. “Hov” sagde han forleden da det første “plop” lød. Dernæst “Mor…..?”, “Ja”, “…nu kommer der mange”. Altså en meget detaljeret oplevelse kan i nok se. Og der vanker stadig en lille lakrids når han er færdig. Mon ikke han vænner sig til den nye situation inden läkerol æsken er tom???

Bertil er bare en lille ballademager og hidsigprop. Dagligt er der ting som ikke fungerer for ham hvorefter han skriger op, og kaster sig omkring. Han kan fx. blive rigtig vred når han skal have ny ble på, så vejen ud til badeværelset kan blive noget af en forhindringsbane når man skal undgå at hans hoved ramler ind i en dørkarm. Han ynder nemlig at kaste sig bagover i en heftig flitsbue og så skal man sørme være hurtig for at undgå vægge og karme. Udover diverse raserianfald er hans humør ellers uovertruffent. Han elsker at løbe rundt i lejligheden og sparke til en bold, eller bare til ting som ligger på gulvet. Der er helt sikkert en lille fodboldspiller gemt i ham. Han er, ligesom Ditlev, også rigtig glad for musik. Vi hører en masse god musik og danser rundt i hele hytten. Sproget lader dog vente lidt på sig. Han siger en masse lyde og har også nogle ord, men det bliver mest til hov og hej. Der skulle gerne snart ske lidt mere på den front ;o)

Vi glæder os til at se den nærmeste familie til Ditlevs fødselsdag d. 30. juli til boller i karry på terrassen.