Husejere og små mænd

jun 29, 2009 in Bertil, Bolig, Ditlev

Huset er vores – og uret tikker (meget langsomt) indtil 5. august kl.12 hvor vi overtager det. Vi har kun befundet os i huset i 5 kvarter, men mentalt har vi gennemgået rummene og mulighederne utallige gange. Hvad skal stå hvor, hvilke nye møbler skal vi bruge – men hvad med den kæmpe store have? Vi er ved at indse vi nok først for endelig styr på boligen efter vi er flyttet ind – men det er måske meget naturligt. Vi er ved at have styr på en del af de praktiske detaljer som internetforbindelse (naturligvis), telefon, flyttemænd – men så er der jo lige min 30 års fødselsdag et par dage efter som også skal arrangeres.

Birgitte er begyndt at pakke idag. Det synes jeg jo er ret fjollet eftersom vi har kunne klare det på 5 timer dengang vi havde vandskade på Sluseholmen – så halvanden måned i forvejen er i lidt for god tid synes jeg. Men så kan jeg sidde her og skrive et lille indlæg.

Ditlev siger rigtige sætninger nu. “Jeg skal vise dig noget, far” og “Jeg vil gerne have en grøn is”. Det er fantastisk. Han er en lille mand. Det har han også lige bevist oppe i Nykøbing hvor morfar havde lejet en lille gravko, da der skulle graves ud til et nyt vandrør – han var helt vild med den. Maskiner er det bedste han ved. Da jeg hentede man i vuggestuen idag spurgte jeg pædagogen om hun havde hørt hvad han havde lavet i weekenden, og hun svarede at han havde underholdt alt og alle med det hele dagen. Så det var de HELT klar over 🙂

Bertil kan man vist også godt sige kan sine første ord nu. “Hva’ det?” og “Hej” siger han tit. Men vi mangler jo stadig ord som mælk, vand, mad og …. far! Men det kommer nok snart – til gengæld er en langt fremme i skoen med sin motorik; han kan kravle op og ned alle steder – og det er vitterlig alle steder! Hvis vi ikke pillede ham ned kunne han finde en måde at komme op på køkkenbordet eller op til fjernsynet. Han har lige haft tredages feber, hvor den en af dagene var helt oppe på 40,7 – men nu er han sig selv igen. Fuld fart på benene og fødeindtagelsen igen.


Uha

jun 03, 2009 in Bertil, Ditlev

2 måneder siden sidste indlæg. Der er også sket en del.

Ingen er vist i tvivl, men Bertil han går rundt overalt. Han løber også hvis Ditlev er efter ham, eller han flygter fra fars kilderi. Han signalerer kraftigt hvad han vil og især hvad han ikke vil. Hans øjne er blevet meget åbne og nysgerrige – jeg synes at kunne ane at der sker mere og mere derinde bag dem. De er stadig super glade for ham nede i vuggestuen – han charmerer alt og alle.

Ditlev bliver bare større og større. Han siger rigtige sætninger nu. “Ditlev kan ikke lide det, far” – hvis det er noget han ikke har lyst til. “Nej tak, farmor” – hvis hun spørger om han vil i seng og sove. Der er lidt sludder ind i mellem hvis han vil sige for meget på en gang – så siger han selv “Arj, det var noget sludder” bagefter. Selvom sludder udtales som snudder. Men faktisk anstrenger han sig faktisk rigtig meget for at udtale tingene rigtigt. Forleden så vi en knallert på vej hjem fra vuggestue, så sagde han “se far, der er motorcydder” – så forklarede jeg at det var en knallert. Orh, hvor lød det sjov da han skulle prøve at få det over læberne – men til sidst lykkedes det ret godt. Og han giver ikke op – hvis der er noget han gerne vil sige, så øver han sig et par gange og så kan han.

Vores løberi er løbet lidt ud i sandet. Mit pga. fodboldsæsonen er startet og jeg vred om på min fod til påske – siden er jeg faktisk ikke rigtig kommet igang. Vi synes begge det er svært at finde tiden – for Birgittes nye arbejde tillader heller ikke rigtig så meget løberi som regnskabsjobbet gjorde.

Men vi har jo også været ude at kigge på hus idag. Igen! Og denne gang er vi faldet så pladask for huset at vi næsten ikke kan sove om natten. Vi har lagt lidt billeder op i arkivet under “Diverse”. Huset er ikke til salg på nettet – for vi kontaktede selv ejeren og jeg tror godt jeg tør sige at papirarbejdet starter imorgen. Det kræver lidt ændringer rundt omkring, men er ellers lige til at flytte ind i. Og så ligger det i Vipperød! Hvem skulle have troet det?!


Fødselsdag, løbeture og ….

apr 02, 2009 in Ting og sager

Famse har ringet og klaget, så vi må hellere få lagt lidt nyt op på hjemmesiden. Der er billeder fra Bertils 1 års fødselsdag i arkivet og her er en film hvor vi allesammen (undtagen hovedpersonen) laver spas til Tommy Seebach.

 Bertils fødselsdagsfilm

Siden skoldkoppeturene har vi faktisk været rimelig forskånede for sygdom her i huset (bank under bordet) – Bertil kæmper med lidt øjenbetændelse/forkølelse men ellers har vi det alle rigtig godt. Vi er begyndt at kunne bruge terassen og sandkassen derude bliver flittigt brugt (Bertil spiser lidt rigeligt af sandet, så vi skal måske ned efter en sæk mere) og Ditlev er god til at feje op bagefter. 

Både Birgitte og jeg er blevet bidt af en gal løbebacille – sådan en som man får helt vildt meget lys til at løbe af. Jeg har været ude på en 16km tur idag og Birgitte skal runde de 13 imorgen – så vi får nogle kilometer i stængerne. Men faktisk tror jeg meget hellere I vil høre om Bertil, for han har været i skarp træning hos farfar og han har taget sine første skridt! Og mange af dem endda! Det viser sig at han faktisk er ret god! Farfar har en film af det som jeg måske kan få fravristet ham – så kommer den naturligvis op her. Han starter med bare et par skridt hen til farfar, men Ole han øjner hurtigt potentialet og giver ham en lidt større udfordring. Og snart kunne han klare en god meters penge uden problemer. Og pludselig så blegnede mine 16km fuldstændig – for bare en enkelt meter!


Hvad kalder men edderkop der har fået for meget sol?

feb 19, 2009 in Bertil, Ditlev

En SKOLDKOP! 🙂

Hvis nogen er i tvivl så har vi haft skoldkopper i Valby. Og da Ditlev (som den flinke storebror han er) hev den med hjem til Bertil så er han altså ramt af dem i øjeblikket. Det ser ikke ud til at være så slemt, selvom han pev lidt igår aftes (og vågnede tidligt imorges!). Ditlev var heller ikke slemt tilredt, så det er fint at få ud af verden. Så håber vi fanden-gale-mig også snart at sygdomsræset er ved at være overstået. Det er godt at bedstemor 1 og 2 kan komme og hjælpe, så vi ikke totalt mister grebet i arbejdsmarkedet.

Ditlev er klædt ud som tiger idag. Vi har ellers lidt kontroverser med ham for tiden, for han bestemmer og ombestemmer sig i et væk. Så vi forsøger med en nul-tolerance tilgang i øjeblikket, hvor han kun får lov til at svare en gang på et spørgsmål og så er det sådan det bliver. Det har indtil videre resulteret i manglende morgenmad 1 gang og ingen vitaminpille her til morgen. Det lyder måske ikke af meget, men han har kørt os lidt rundt i manegen om morgenen, for vi vil jo så gerne have morgenmad i ham. Et morgenforløb den sidste uges tid kunne godt foregå således:

– Han får havregrød serveret i en blå skål

– Han vil have havregrød i en grøn skål.

– Vi overbeviser ham om at den blå også er god nok. Men så skal mælken altså serveres i en grøn kop.

– Mælken serveres i grøn kop.

– Skeen er også forkert. Vi skifter til en anden ske.

– Han vil selv putte kanel på havregrøden. Han putter rigtig meget kanel på et lille udvalgt område og jeg skal hjælpe med at få kanel på resten.

– Jeg har ikke puttet nok på. Jeg putter mere på.

– Nu er der for meget kanel på. Nu skal det af igen.

– Jeg forklarer at det kan det ikke – og så får han et flip.

Igår holdt vi fast. Hverken skål, ske eller kanel blev der ændret på – det resulterede i ingen morgenmad til herren. Og et meget fortvivlet barn blev afleveret i vuggestuen. Første møde med nul-tolerancen idag blev da han af Birgitte blev præsenteret for vitaminpillen – men den ville han ikke have (den plejer han ellers altid at være glad for) – så den fik han ikke. Sekundet efter ombestemte han sig, men løbet var kørt. Lidt brokkeri, men vi gav os ikke. Og i stedet for havregrød blev det leverpostejsmadder her til morgen og det gik fint. Så måske har vi allerede taget brodden af?

Men hvorom alting er, så ville han gerne have tigerkostumet på da vi kom ned i vuggestuen – så han er da mere medgørlig nu end for en uges tid siden.

Bertil er stadig den samme flækkede træsko der dog vågner lidt tidligt for tiden. Men mon ikke han også snart begynder på at give sin mening til kende når storebror bestemmer lidt rigeligt over hvad han må og ikke må?